56
at gjøre, der gribe forstyrrende ind i Fremstillingen af det Enkelte, og som vel derfor ogsaa gjerne havde kunnet været undgaaede, om man end nok saa meget deelte Andersens Misfornøielse, ja som formodentlig Andersen selv vil erkjende for tilfældige. For at betegne hans Misfornøielse med Verden i disse dens tilfældige Yttringer veed jeg ikke andet Udtryk end: underløben Harme. Langtfra nemlig, som den egentlig talentfulde Roman-Digter formaaer det, midt i Fortællingens Løb ved en eneste oblique Yttring ligesom at erindre Læseren saa stærk om en eller anden Person i Romanen, at denne nu pludselig staaer paany lyslevende for ham og maaskee tydeligere end nogensinde før, kort sagt, af et eneste Ribbeen at skabe os hele Individet, kan Andersen ikke sikkre sig for, at endog da, naar han selv indfører en Anden talende, hvor det da gjaldt om væsentligt at holde sig inde i denne Andens Charakteer, at denne hans underløbne Harme mod Verden pludselig understryger den enkelte Yttring og giver den et Anstrøg af hans den poetiske Person aldeles uvedkommende Misfornøielse med Verden. Dog denne Art af tilfældig Stemning hænger nærmere sammen
