57
med hans hele øvrige Anskuelse end den, vi nu skulle gaae over til at beskrive, og som, saa synes det mig, er saa curicus, at jeg blot vilde ønske, at det maa lykkes mig at fremstille den saa heel og holden, at den fra min Haand kunde ligge færdig til Optagelse i et eller andet Psychologisk Kunstcabinet. Det hænder nemlig ikke een, men mange Gange, at Andersen i Fortællingens Løb taber sin poetiske Ligevægt, og derved taber sine poetiske Figurer ud af sin digteriske Skaberhaand, saaledes at disse endog contraponere sig ligeover for ham i en real Existents, ligesaa fuldgyldig som hans egen. Derved fremkommer nu et besynderligt Forhold. Disse Individer, som saaledes i ethvert saadant Øieblik ophøre at være blot digteriske Figurer, træder han nu i Rapport til som til andre Væsener paa denne vor Jord. Deels nemlig fatter han en aldeles jordisk Kjærlighed til et eller andet Individ, hvilket vel i de fleste Tilfælde er hans Helt, men som han nu snarere behandler som en Client, han interesserer sig for og ved enhver Leilighed søger at faae pousseret i Verden — ligesom ogsaa enhver, som det synes Andersen,
