62
ved); eller det bør paa en pikant Maade træde i Forhold til hele Afsnittet og ikke danne en Ord-Vittighed med et enkelt i hele Capitlet forekommende Udtryk, eller et fadt almindeligt Udsagn om det, som Capitlet indeholder, — saa vil man dog vist indrømme mig, at der hører temmelig megen Smag, en høi Grad af Inderlighed i sin Gjenstand og i Stemningens Temperatur til at vælge et Motto, der bliver lidt mere end et intetsigende Udraabstegn eller en Figur, som den Lægerne pleie at skrive over deres Recepter. Disse Egenskaber er nu Andersen ikke i Besiddelse af. Ved lang Syslen med Digteriet staaer naturligviis en stor Mængde af loci communes, af Smaa-Vers &c. til hans Disposition, som han nu, ledet af en ganske løs og udvortes Ideeassociation, anvender paa bedste Maade, og den eneste Lov, jeg har kunnet spore, er den, at tage behørigt Hensyn til Digtere af Anden-, Tredie- og Saavidere-Rang. Efter Mottoet begynder Fortællingen; men den gode gamle Skik, som dog efterhaanden ved det mundtlige Foredrag er gaaet af Brug, at begynde ethvert Afsnit med at rømme sig, den har Andersen som Skribent optaget. Capitlet eller Afsnittet begynder nemlig
