Side:Af en endnu Levendes Papirer.djvu/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

63

gjerne med en eller anden aandrig Phrase[1]. Grunden er imidlertid vistnok ikke den, at Andersen troer, at de egentlig sige stort; men ved lang Omgang med sig selv har en saadan Phrase i Stilhed udviklet en saa stor Kjærlighed til sig selv, at den bestandig søger at opfylde sin Bestemmelse, at blive anbragt, og Grunden, hvorfor den ikke bliver anvendt endnu hyppigere, er ikke Andersens Magt over den, men den Omstændighed, at der er en Mangfoldighed af Phraser, der paa et Haar ligne den i Sind og Skind. Dog dette betræffer mere den tilfældige Aandrighed, der imidlertid som al underordnet Aandrighed er en Videns-Gjenstand; og vi ville til Slutning blot henlede Læserens Opmærksomhed paa Andersens tilfældige Grundighed[2]. De enkelte hi-

  1. 1, 118 "Æselet træder tidt paa den bedste Blomst, Mennesket paa sin Broders Hjerte". — 2, 150. "Aaret 1820 havde for Danmark en stor Deel Begivenheder. Statsgjælden fik en Læk; Dr. Dampe med nogle urolige Hoveder vilde give Statsskibet en Læk; Meningsstridigheder udviklede sig i Religionssamfundet, og hvert af disse Partier fandt en Læk hos sin Modpart; under saa mange og saa store Læk tør vi ikke tale om den, som Ladislaus gjorde paa mangt et qvindeligt Hjerte". &c.
  2. Cfr. 1, 114. "dernede svømmede Skyernes Billede, dernede fløi Fuglen med udbredte Vinger, netop saa dybt, som den