70
vi staae, kun at vi staae godt! det er Verdens Tryllesang, det er den store Menneskebølges dønende Selvtrøst, idet den vælter frem mod Evighedskysten.
"Man kan paa Granstammens Knuder see, i hvor mange Aar Træet har voxet, et Menneskeliv har ogsaa sine synlige Led. Et vigtigt Overgangspunkt et Slags Hovedmoment i Christians Barndom dannede denne Sommer ved Bekjendtskabet med Naomi, Musikunderviisningen og Besøget paa Thorseng[1]."
Vi ville nu for et Øieblik overskue det Foregaaende. Født i trange Kaar af fattige Forældre havde Christian — i sin Fader en Mand, saaledes som han oftere findes blandt Almuen, med en Deel naturlig Poesie, som imidlertid blot havde fundet nogenlunde Tilfredsstillelse ved en i tidligere Tid foretagen Reise i fremmede Lande, og sikkret sig en Smule Husvalelse ved Erindringen derom, indtil denne igjen overvældede ham og rev ham paany paa Reiser — en Mand, efter Andersens Fremstilling, med saa dybe
- ↑ Jeg maa bede Andersen at undskylde, at jeg ved at lade et saa stort Stykke aftrykke næsten har gjort mig skyldig i et Plagiat, og jeg kan alene sige til mit Forsvar, at det jeg har plagieret, ikke er det, jeg anseer for det bedste. —
