Forpligtelse, at de skulde hæfte til Rigsbanken med 6% af deres Eiendommes Værdi, for hvilke 6°/„ der tillagdes Banken Panteret forud for al anden Gjæld. Disse 6°/0 vare altsaa Rigsbankens Grundfond, og indtil den saae sig i Stand til at indløse sine Sedler, skulde Eiendomsbesidderne forrente den dem saaledes paatvungne Gjæld til Banken med 6£°/0 pro anno, hvorimod der tilsagdes dem Ret til Andeel i Bankens Fortjeneste, naar den Tid kom, at Sedler og Sølv vare lige gode; de vare saaledes Bankens vordende Actionairer. Bankens Tilgodehavende hos Besidderne af de faste Eiendomme udgjorde efter denne Opgjørelse ca. 19 Millioner i Danmark og ca. 14 Millioner i Hertugdømmerne. Imidlertid gik det ikke Rigsbanken synderligt bedre end dens Forgængere. Deels led den et betydeligt Afbræk derved, at Seddelcirculationen blev indskrænket til det egentlige Danmark, idet det nemlig fastsattes at Sølv skulde i Hertugdømmerne være det eneste lovlige Betalingsmiddel. Men hvad der endnu mere hindrede Banken i at komme paa Fode, var Mistilliden; den var jo fremdeles en Statsbank, og man syntes ikke at kunne værge sig imod den Tro, at Regjeringen endnu engang, tiltrods for hvad der var passeret, kunde finde paa at misbruge sin Indflydelse overfor Banken. Saaledes gik det da til, at Coursen paa dens Sedler bestandigt gik op og ned og til sine Tider endog stod saalavt, at 23£ af dem gik paa een Specie. Da endelig, i August 1818, gik Rigsbanken, i Henhold til det af Regjeringen tidligere givne Tilsagn, over til at blive «et nationalt Interessentskab under dettes Forvaltning og Bestyrelse og under Navn af Nationalbank«. Under 4de Juli samme Aar udkom en Octroi for denne Bank, og fra denne Dag skriver sig en ny og bedre Ordning i Danmarks Pengevæsen. Den nye Bank overtog Rigsbankens samtlige Activer og Passiver og derunder Forpligtelsen til at indløse de i Om-
