Brugsværdi — ofte en meget stor — uden derfor at have Bytteværdi, saaledes f. Ex. Vandet og Luften.
En Tings Bytteværdi afhænger altsaa først og fremmest af dens større eller mindre Brugbarhed, men det er dernæst en nødvendig Betingelse, at dens Frembringelse skal være forbunden med Opoffrelse af Tid eller Kræfter. Hvad Enhver kan tilegne sig uden Anstrængelse, vil han ikke tilbytte sig, og en saadan Ting har derfor ingen Bytteværdi.
Det Arbeide og de Udlæg, som maae gjøres for at tilveiebringe en Ting, derunder indbefattet passende Vederlag til Producenten (Frembringeren) danne i Forening Productionsomkostningerne, og udgjøre altsaa Tingens virkelige Bytteværdi. Naar Bytteværdien udtrykkes i det almindelige Byttemiddel, Penge, kalde vi den Prisen.
Prisen retter sig imidlertid kun forsaavidt efter Productionsomkostningerne, som den har en naturlig Tilbøielighed til at nærme sig det Punkt, hvor den svarer til, eller opveier disse. I et givet Øieblik vil stedse Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel indvirke paa Prisen, og af denne Indvirkning afhænger Markedsprisen d. e. den Priis, som vi i Øieblikket kunne faae for Tingen.
Naar Markedsprisen staaer paa det Punkt, at den svarer til Productionsomkostningerne, kalde vi den passende eller naturlig; over dette Punkt ere Varerne dyre og Prisen høi og i det omvendte Tilfælde sige vi, at Prisen er lav og Varerne billige.
Høie Priser ville give Producenterne en meer end almindelig Fortjeneste og derved fremkalde en forøget Production; ikke alene de gamle Producenter ville søge at frembringe mere, men nye ville komme til og møde det stigende Begjær. Denne Forøgelse vil da atter have den naturlige Følge, at Priserne trykkes og nærme sig det »passende« Punkt. Paa samme Maade vil, naar Prisen gaaer under dette Punkt og altsaa er lav, Productionen
