Det er især det hos Hickes p. 135, og ligeledes hos W. Grimm Tab. III, Fig. I afbildede Alfabet, som her frem byder de fleste Overensstemmelser. Allerede Rask (see Finn Magnusens Afhandling S. 623) erkjendte, at Ordenen af Bogstaverne i Bracteatalfabetet stemmede overeens med Runerækken hos Hickes paa S. 135 og 136 af dennes gotiske Grammatik samt paa Tab. 6 ved S. 4 af Sammes islandske Grammatik, hvorved der dog, som han siger, maa indrömmes Afændring i enkelteTegn efter forskjellige Tider og Steder”. Rask troede ligeledes (S.632) at Alfabetet i Alt indeholdt 24 Bogstaver, og at det sidste, Tegnet for D, var blevet udslettet eller skjult, dog meente han, at de övrige 8 paa den anden Side af Öskenen kunde være de ovenfor omtalte Tillægsruner, en Gisning, som ellers nok kun hidrörte fra hans Mistillid til Sjögrens upaalidelige Tegning, hvilken han benyttede. Hvis han havde haft den fortrinlige Afbildning, vi nu besidde, vilde han ei kunne have fremsat nogen saadan Gisning, thi Trækkene af de sidste Bogstaver ere, ligesaavel som af de övrige, bestemte og umiskjendelige.
Tage vi Bracteatens Bogstaver, een for een, for os, faae vi fölgende Resultat:
- ᚠ, ᚢ, ᚦ, ere gjenkjendelige som F, U, Þ.
- ᚨ kan baade være A, Å og O; den forekommer imidlertid i andre Indskrifter med lignende Alfabeter oftest som A, noget som især i Angelsaxisk er naturligt, da A og O her i mange Tilfælde svæve over i hinanden, s. man og mon, lang og long. Da Alfabetet ellers vilde savne A, et af de mest væsentlige Bogstaver, maae vi antage det for ogsaa her at skulle betegne dette.
- ᚲ, det latinske C, staar paa samme Plads, som de andre Alfabeters ᚳ, d. e. K, og maa derfor antages for dette Bogstav, især da det ogsaa findes brugt som K i andre Runeindskrifter, see Magnusen om Ruthwell-Obelisken
