tager man derhos Hensyn til de i Syden, fornemmelig gjennem Plinius og Ptolemæos, udbredte og herskende Forestillinger om den cimbriske Halvöes og de skandiske Öers östligere Beliggenhed, og hele dette Halvö- og Ö-Systems mere i Öst og Vest langstrakte Form[1]: saa bliver den Slutning temmelig naturlig, at de af Jornandes omtalte Gepid-Öer ingen andre ere end de danske Lande östenfor Storebelt, de samme, som vi ovenfor have kaldet de egentlige gotiske, og som i K. Eriks Krönike kaldtes Withe-sleth. Endog den hos Jornandes forekommende Benævnelse „Vidivarier“ om de senere Beboere af de samme Öer tyder hen herpaa; thi han, som levede i det 6te Aarhundrede, da nordiske Folkeslag allerede herskede i Danmark, kan let have hört noget om deres Modification og Forkortning af Navnet, som snart skal omtales, og overfört det paa Landets senere Herrer. Eygotland, Withesleth og Gibidaujôs bliver saaledes eenstydigt, hvilket passer særdeles vel med at Jörmunrek, Östgoternes Konge, i Travellers Song (Kemble S. 227, Thorpe S. 319) kaldes Hrèðcyning ɔ: Reidgoternes Konge. Sagnet, som
Jornandes meddeler, bliver altsaa kun dette, at ved
- ↑ See Ptolemæos II cap. 11 (i Wilbergs og Grashofs Udg. cap. 10) i den latinske Oversættelse: Super cimbricam chersonesum aliæ tres insulæ, quæ Alociæ dicuntur; — orientem versus a chersoneso quattuor, quæ dicuntur Scandiæ, tres minores —, una vero maxima et maxime orientem versus ad ostia Vistulæ fluvii. Derfor afbildes og paa de efter Ptolemæos’ Angivelse forfattede Karter den jydske Halvö som strygende næsten i Vest og Öst. Man maa ei glemme, at Ptolemæos var de fölgende Aarhundreders, ja næsten hele Middelalderens, geographiske Orakel, saaat Jornandes neppe har vidst andet, end at de danske Öer laae lige i Weichsel-mundingen. I de alokiske Öer, hvorved vi ei kunne undlade at tænke paa den i det ældgamle angliske Slægtsregister i Chron. Sax. (Ingrams Udg. p. 23) forekommende Aloc, gjenkjende vi Fyen med omliggende Öer, i de skandiske Öerne östenfor Beltet.
