Bemærkninger til Lovforslaget.
Samtidig med, at Forslaget til
Ændringer i Danmarks Riges Grundlov fremsættes
for Rigsdagen, har Justitsministeriet anset
det for rigtigt at fremsætte Forslag om en
særlig Ministeransvarlighedslov. En saa
dan Lov blev bebudet allerede i Grundloven
af 5. Juni 1849, og den nugældende
Grundlovs § 12, der ikke paatænkes ændret,
udtaler fremdeles, at Ministrenes
Ansvarlighed „bestemmes nærmere ved Lov“. I
Overensstemmelse med Grundlovens
Paabud har der adskillige Gange været gjort
Forsøg paa at gennemføre en
Ministeransvarlighedslov, men disse Forsøg er alle
strandet.
Det nu fremsatte Forslag er udarbejdet
pia Grundlag af det allerede i
Rigsdagssamlingen 1905—06 af Regeringen fremsatte
Forslag (Rigsdagstidende 1905—06, Tillæg
A Sp. 1861 ff.), hvilket Forslag atter i det
væsentlige var i Overensstemmelse med de
tidligere, privat indbragte, Forslag, om hvis
nærmere Skæbne der i det hele henvises til
den af Folketingets Udvalg den 12. Marts
1906 afgivne Betænkning (Rigsdagstidende
1905—06, Tillæg B Sp. 1387 ff).
Det i Rigsdagssamlingen 1905—06
fremsatte Regeringsforslag blev med enkelte
Ændringer vedtaget af Folketinget, men
naaede ikke til Behandling i Landstinget.
I Rigsdagssamlingen 1906—07 fremsattes
Forslaget i Landstinget i den af Folketinget
vedtagne Skikkelse (Rigsdagstidende
1906—07, Tillæg A. Sp. 3107 ff). Forslaget blev
sendt i Udvalg, hvis Flertal fremsatte en
Række Ændringsforslag, af hvilke navnlig
Ændringerne til Forslagets § 7 og 8 om
Ansvaret for finansielle Overskridelser og
Udstedelse af provisoriske Love i
væsentlig Grad tog Afstand fra den i
Regeringsforslaget udtrykte Opfattelse af Grundlovens
Indhold. (Udvalgets Betænkning findes
aftrykt i Rigsdagsbidende 1906—07, Tillæg B.
Sp. 1675 If). Med disse Ændringer blev
Forslaget vedtaget i Landstinget efter 2den
Behandling, men naaede ikke at komme til
3die Behandling.
I Rigsdagssamlingen 1907—08
fremsattes Forslaget paa ny i den oprindelige
af Folketinget vedtagne Affattelse
(Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 2617 ff).
Forslaget blev atter sendt i Udvalg, men dette
naaede ikke at afslutte sit Arbejde.
I Rigsdagssamlingen 1908—09, hvor
Forslaget paa ny var fremsat for
Landstinget i den af Folketinget vedtagne Skikkelse
(Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 1903 ff),
afgav det af Landstinget nedsatte Udvalg
Betænkning, i hvilken Flertallet som en
Kompromisløsning foreslog en mere neutral
Affattelse af Forslagets §§ 7 og 8, se herom
nærmere Bemærkningerne nedenfor til
nærværende Forslags § 7 a og b (Udvalgets
Betænkning findes aftrykt i Rigsdagstidende,
1908—09, Tillæg B. Sp. 635 ff). I denne
Skikkelse blev Forslaget vedtaget af Landstinget (Rigsdagstidende, Tillæg C. Sp. 653 ff),
men Folketinget modsatte sig ogsaa den
senest af Landstinget vedtagne Affattelse
af de omstridte § 7 og 8, der i den nye
Affattelse formentes at lægge den
konstitutionelle Forstaaelse paa det heromhandlede
Omraade udelukkende i Rigsrettens Haand.
Det Udvalg, til hvilket Folketinget henviste
Forslaget, naaede ikke at afgive Betænkning.
I Rigsdagssamlingen 1909—10
fremsattes dels et privat indbragt Forslag af
lignende Indhold som de tidligere indbragte
private Forslag (Rigsdagstidende 1909—10,
Tillæg A. Sp. 1981 ff.), dels af Regeringen
paa ny det oprindelige af Folketinget
vedtagne Forslag (Rigsdagstidende 1909—10,
Tillæg A. Sp. 2155 ff.). Regeringens
Forslag vedtoges uforandret i Folketinget. I
Landstinget henvistes Sagen til Udvalg,
der ikke naaede at afgive Betænkning.
Sagen hvilede derefter, indtil der i
Rigsdagssamlingen 1936—37 af 5
Medlemmer af Folketinget fremsattes et Forslag
(Rigsdagstidende 1936—37, Tillæg A. Sp.
3239 ff.), der var ligelydende med de
tidligere af Folketinget vedtagne Forslag med
de Ændringer, som de senere Grundlovs- og
Valglovsændringer havde nødvendiggjort.
Sagen stilledes imidlertid i Bero paa
Spørgsmaalet om Ændring af den gældende
Forfatning.
De samme Grunde, som i Tidens Løb
har givet Anledning til Kravene om
Opfyldelse af Løftet i Grundlovens § 12, kan med
større eller mindre Vægt endnu siges at
foreligge. Det maa dog herved bemærkes,
at den saakaldte parlamnentariske Praksis,
hvorefter Kongen for at opnaa et
regeringsdygtigt Ministerium er henvist til at
udvælge Ministrene blandt Mænd, der tilhører
