det politiske Parti eller de politiske Partier,
der har den direkte folkevalgte Forsamlings
Flertal eller dog kan ventes varigt støttet
af et saadant (jfr. Berlin,
Statsforfatningsret I, pag. 290), nu maa siges at være
betydeligt mere fæstnet end Tilfældet var,
da det tidligere Regeringsforslag blev
behandlet paa Rigsdagen, saaledes at en
Ministers parlamentariske Ansvar maa antages
at faa en langt større Betydning end det retlige.
Endvidere vil det Modsætningsforhold mellem
Rigsdagens to Ting, som blev afgørende for
den nærmere Udformning af enkelte af de
tidligere Forslags Bestemmelser jo fremtidig
blive fjernet, saafremt de foreslaaede
Ændringer af Grundloven gennemføres.
Det nu foreliggende Forslag er som
allerede nævnt udarbejdet paa Grundlag af
det af Folketinget i 1910 vedtagne
Lovforslag (i det følgende kaldet
„Folketingsforslaget“ i Modsætning til
„Landstingsforslaget“). Folketingsforslaget er
imidlertid stærkt præget af de Tilstande, der
havde bestaaet i Provisorietiden, og dets
Tendens er derfor i det hele at paalægge
Ministrene et saa omfattende Straf- og
Erstatningsansvar som muligt; paa flere
Punkter foreskriver det et Ansvar, som under de
nuværende Forhold maa forekomme
urimeligt strengt. Man har derfor paa en
Række væsentlige Punkter lempet det
Ansvar, som Lovforslaget vilde paalægge
Ministrene; for disse Ændringer og Tilføjelser
vil der i det følgende nærmere blive gjort
Rede. Endvidere har den nye Straffelov
medført, at forskellige Ændringer har
maattet foretages hvorhos man har foretaget
forskellige Ændringer, der enten skyldes
Grundlovsændringen i 1915 eller vil blive
nødvendiggjort ved den forestaaende
Grundlovsændring.
Forslagets § 1—6 omhandler de
almindelige Betingelser for Indtrædelse af en
Ministers Strafansvar. § 7—9 opregner de
Forhold, for hvilke Ansvar ifølge Loven
paalægges Ministrene. Endelig giver § 10
og 11 Forskrifter om Ministrenes Straf- og
Erstatningsansvar.
Til § 1.
Bestemmelsen svarer i det væsentlige
til Folketingsforslagets § 1. I Stk. 1
fastslaas det, at Ministrene er ansvarlige for
Regeringens Førelse efter de i Loven
fastsatte Regler. Endvidere bestemmes det,
hvad der i og for sig er selvfølgeligt, at
Ministrene tillige, hvor dette ikke er i Strid med
denne Lov, er ansvarlige efter de i den
almindelige Lovgivning om Tjenestemænds
Lovovertrædelser, derunder navnlig Straffe
loven, indeholdte Bestemmelser.
Stk. 2 indeholder en til
Folketingsforslagets § 18 svarende samlet Henvisning til
Borgerlig Straffelovs almindelige Del,
herunder altsaa ogsaa dennes Bestemmelser om
Forsøg og Meddelagtighed.
I Folketingsforslagets § 1 fandtes en
Bestemmelse om, at den Omstændighed,
at en Ministers Handling eller Undladelse
var paabudt ved Lov, ikke fritog ham for
Ansvar, saafremt Loven efter sit Indhold
eller sin Tilblivelsesmaade var stridende
imod Grundloven. Denne Bestemmelse er
ikke medtaget i det nu foreliggende
Forslag. Det findes i sig selv betænkeligt at
paalægge en Minister Ansvar for
Handlinger eller Undladelser i Henhold til en
af Rigsdagen vedtaget Lov, hvis
Vedtagelse er sket paa formel lovlig Maade, i
alle Tilfælde, hvor Loven af den Ret, der
skal afgøre Spørgsmaalet, findes
grundlovsstridig, saa meget mere som en saadan
Bestemmelse i en Ministeransvanlighedslov
kunde tænkes i givne Situationer at afgive
Paaskud for en Minister til at undlade at
efterkomme en lovligt paabudt Embedspligt.
Til § 2.
Bestemmelserne i denne Paragraf, der i Realiteten er i Overensstemmelse med Folketingsforslagets § 3, tilsigter at præcisere Ansvarsbetingelserne for en Minister, der er meddelagtig i en af Kongen truffet Beslutning.
Til § 3.
Bestemmelserne tilsigter at præcisere
Ansvaret for en Minister med Hensyn til
de i Statsraad eller Ministerraad fattede
Beslutninger. Efter Forslaget bliver
Ministeren ansvarlig, naar han ved Forslag,
Raad eller Stemme har medvirket til
Beslutningen. At gaa saa vidt som de
tidligere Forslag, hvorefter en Minister
paadrog sig Ansvar, naar han blot havde
undladt at fremsætte Indsigelse mod en
Beslutning, har man derimod fundet
urimeligt. Det kan ikke forlanges af en Minister,
at han i den Grad skal være inde selv i
Enkelthederne i alle de forskellige
foreliggende, specielle Emner, at han i det
paagældende Møde med Sikkerhed skal kunne
tage Standpunkt til, om en Beslutning er
forsvarlig eller ikke.
Man har endvidere heller ikke fundet
tilstrækkelig Anledning til at give Regler
om, i hvilke Tilfælde en Minister, der ikke
i vedkommende Møde har medvirket til
