Beslutningen, alligevel kan blive ansvarlig
ved sin senere Optræden, idet man paa dette
Punkt finder det tilstrækkeligt, at
Straffelovens almindelige Regler, jfr. navnlig
dennes § 23, kommer til Anvendelse.
Medvirken til Beslutninger, der er
truffet i Ministermøde, omfattes som Følge af
dettes mindre formelle Karakter ikke af
Bestemmelsens Ordlyd. Med Hensyn til
saadan Medvirken vil derimod de
almindelige Regler i Straffeloven, jfr. ovenfor,
kunde bringes i Anvendelse.
Til § 4.
Bestemmelsen svarer i Realiteten til den i Folketingsforslagets § 4 indeholdte Bestemmelse, som blev tiltraadt af det daværende Landsting.
Til § 5.
Stk. 1 svarer i det væsentlige til Folketingsforslagets § 5 med en Tilføjelse om, at Ministeren ogsaa er ansvarlig, naar han efter at være blevet gjort bekendt med Beslut ningens Udfærdigelse har undladt at hindre Udførelsen. Denne Tilføjelse er, som fremhævet af Landstingsudvalget, vel utvivlsom og stemmende med Forslagets Tanke, men dens Forbigaaelse i denne Forbindelse kunde give Anledning til Tvivl.
Til § 6.
Bestemmelsen, der tilsigter at foreskrive Betingelserne for, at en Minister bliver ansvarlig for de af hans underordnede paa hans Vegne foretagne Handlinger eller Undladelser, der vedrører Udførelsen af Ministerens Beslutninger, er i Realiteten i Overensstemmelse med Folketingsforslagets § 6. Med positive Handlinger er dog ud trykkeligt ligestillet Undladelser.
Til § 7, Punkt a.
Reglerne om en Ministers Ansvar for
at have opkrævet uhjemlede Statsskatter
eller for uberettiget Afholdelse af
Statsudgifter var — tillige med Reglerne om
Ansvaret for foreløbige Loves Udstedelse —
de Bestemmelser, der under
Rigsdagsforhandlingerne 1905—10 fremkaldte størst
Uenighed mellem de daværende Folketing
og Landsting, og som bevirkede, at der ikke
dengang kunde gennemføres en
Ministeransvarlighedslov.
Striden stod navnlig om, hvorvidt
Ministrenes Ansvar skulde være afhængig af, om
Ministeren havde handlet med Bevidsthed
om, at han ikke vilde kunne faa den
paagældende Skat eller det pangældende
Udgiftsbeløb bevilget eller godkendt af Kongen
og Rigsdagen, eller om det afgørende skulde
være, om Ministeren havde fejlet i sit Skøn
over, om Udgiften var nødvendig ved
Statsstyrelsens forsvarlige Førelse.
Folketingets Flertal var af den første
Opfattelse, og i Folketingets Affattelse blev
Vægten lagt paa, om Ministeren havde
„handlet med Bevidsthed om“, at han ikke
kunde faa Kongens og Rigsdagens
Godkendelse. Landstinget vilde derimod under alle
Omstændigheder gøre Ministeren ansvarsfri,
hvis Udgiften skyldtes en „ved
Statsstyrelsens forsvarlige Førelse fremkaldt
Nødvendighed“, medens man i modsat Fald lod
Ministeren blive ansvarlig „forsaavidt han
ikke efter Handlingens Beskaffenhed og de
Omstændigheder, under hvilke den foretoges,
havde Føje til at vente den godkendt af
Kongen og Rigsdagen“. Den af
Landstinget foreslaaede Kompromisløsning gik ud
paa at gøre Ministeren ansvarlig for
Opkrævelse af Statsskat eller Afholdelse af
Statsudgift „i Strid med Grundloven“.
I Tilslutning hertil maa nævnes et i
Folketinget fremsat Mindretalsforslag,
hvorefter Ansvarsbetingelsen skulde være, at
Udgiften „ikke efterbevilges eller
godkendes, og den heller ikke ifølge sin
Beskaffenhed og Omstændighederne, hvorunder den
er blevet afholdt, med Grund kunde
forventes efterbevilget eller godkendt“.
Den væsentligste Anstødssten for en
Forening af de to modstridende
konstitutionelle Opfattelser, for hvilke de paagældende
Forslag — § 7 dog mindre direkte end § 8 —
var Udtryk, er nu fjernet, idet Grundloven
af 1915 maa antages at udelukke
provisoriske Finanslove (jfr. Berlin
Statsforfatningsret II, pag. 78).
Alligevel er den rette Løsning af
Spørgsmaalet, navnlig for saa vidt angaar
Ministrenes Ansvar for ubevilgede Udgifters
Afholdelse, utvivlsomt stadig af stor Vigtighed.
Den umaadelige Stigning i Statsbudgettet,
der har kendetegnet den senere Tids
Udvikling, og de mange Omraader, hvor
Nutidens Statsstyrelse bæver eller dog
rimeliggør Afholdelse af ikke bevilgede Udgifter
paa forventet Efterbevilling eller
Igangsætning af Arbejder, der medfører ubevilgede
Udgifter, maa nødvendigvis medføre, at der
overlades Ministeren en betydelig
Handlefrihed paa dette Oniraade, og gør det meget
betænkeligt at gøre Ministeren ansvarlig i
for vidt et Omfang.
Det nu fremsatte Forslag gaar ud paa,
at Ministerens Ansvar — bortset fra
Tilfælde, hvor det ligefrem har været hans
Hensigt at unddrage den paagældende
Skatteopkrævning eller Udgiftsafholdelse fra
