Kongens og Rigsdagens Beslutning — altid
skal være betinget af, om Ministeren kunde
forudse Rigsdagens Billigelse af den sted
fundne Skatteopkrævning eller
Udgiftsafholdelse. Kun i de Tilfælde, hvor han har
vidst eller burdet vide, at han ikke kunde
opnaa denne Billigelse, paalægges der ham
Ansvar. Hvor Ministeren har opnaaet
Finansudvalgets Tilslutning til den
paagældende Handling, vil der herefter næppe
nogensinde kunde blive Spørgsmaal om
Ansvar.
I andre Tilfælde vil Spørgsmaalet om
Ansvar være afhængigt af vedkommende
Domstols Skøn; ved Udøvelsen af dette
Skøn vil der kunne tages Hensyn til,
hvorvidt Udgiftens Afholdelse kan siges at have
været forsvarlig og rimelig, saaledes at man
maatte vente, at Rigsdagen vilde kunne
godkende den, men derudover vil ogsaa
Forhold af enhver anden Art, som maatte
influere paa Udsigten til Udgiftens
Afholdelse, kunne tages i Betragtning.
Men selv i Tilfælde, hvor en Minister
ikke med Rette kunde regne med, at
Afholdelsen af en Udgift vilde blive godkendt
af Rigsdagen, kan det forekomme
urimeligt at paalægge ham Strafansvar, f. Eks.
naar han uden Hjemmel har afholdt et
nødvendigt Udgiftsbeløb, som senere blot
med det Formaal at ramme Ministeren
politisk nægtes Godkendelse af Rigsdagen.
Man finder derfor som yderligere
Ansvarsbetingelse at burde stille, at Udgiften ikke
maa antages at have været nødvendig af
Hensyn til Statsstyrelsens forsvarlige
Førelse.
Til § 7, Punkt b.
Bestemmelsen svarer i det væsentlige
til § 8 i Folketingsforslaget, der som nævnt
paa dette Punkt afveg fra den Opfattelse,
Landstingsflertallet kunde godkende. Dette
ansaa det for urigtigt at foreskrive andre
Betingelser for en Ministers Ansvar for en
foreløbig Lov end dem, der direkte fremgik
af Grundlovens udtrykkelige Forskrift om
Betingelserne for Udstedelsen af en saadan,
og Landstingsforslagenes Formulering var i
Overensstemmelse hermed indskrænket til
Ansvar for en Minister, der udstedte en
foreløbig Lov, uden at Tilfældet var særdeles
paatrængende, eller paa en Tid, da
Rigsdagen var samlet, eller med et Indhold, der
stred mod Grundloven, eller hvorved iøvrigt
Statens eller andre almene eller private
Interesser retsstridigt blev krænket.
Landstingets Kompromisforslag
paalagde en Minister Ansvar for Udstedelse af
„en foreløbig Lov i Strid med Grundloven“.
Efter Fremsættelsen af disse Forlag
er der som allerede nævnt sket den
betydningsfulde Ændring af Grundloven i 1915,
at provisoriske Finanslove ikke længere kan
gives; hele Spørgsmaalet om Ansvaret for
foreløbige Love maa efter denne Ændring
og de nu foreslaaede Ændringer af
Grundloven siges at have faaet en væsentlig mindre
Betydning, end det tidligere havde.
Alligevel mener man ikke at burde
indskrænke Ansvaret for foreløbige Loves
Udstedelse til Tilfælde, hvor Grundlovens
udtrykkelige Forskrifter er overtraadt. Lige
som Folketingsforslaget finder man det
rimeligt, at der paalægges en Minister
Ansvar, naar han har vidst eller dog maattet
vide, at den foreløbige Lov ikke kunde
ventes stadfæstet. For at forhindre, at
Bestemmelsen bruges til uden saglig Bag
grund at fælde en Minister af udelukkende
politiske Grunde, har man dog endvidere
foreslaaet, at Strafansvar efter Omstændig
hederne ikke paadrages, hvor Loven ikke
skønnes at have bevirket Krænkelse af
Statens Interesser eller andre almene eller
private Interesser.
Til § 7, Punkt c.
Ud fra den Betragtning, at visse
Indgreb i Borgernes Rettighedssfære henhører
under Lovgivningsmagten og ikke
retsgyldigt kan ske ved kgl. Anordning eller
ministeriel Beslutning, foreslaar man, at en
Minister kan paadrage sig Ansvar, hvis der
udfærdiges en Retsforskrift angaaende et
Forhold, der i Henhold til Grundloven, en
særlig Lovbestemmelse eller hidtil fulgte
Lovgivningsregler henhører under
Lovgivningsmagtens Omraade. Reglen er noget
snævrere end den i Folketingsforslagets § 9
indeholdte; navnlig foreslaar man, at
Ansvar kun kan indtræde, naar det
paagældende Forhold klart henhører under
Lovgivngens eller Domstolenes Omraade, idet
det skønnes urimeligt, at en Minister kan
paadrage sig Strafansvar, naar der udstedes
en Forskrift paa et Omraade, hvor det
kan være tvivlsomt, om Forholdet kan
ordnes ad administrativ Vej eller ikke.
Med Hensyn til Afgørelsen af, hvilke
Forskrifter der retsgyldigt kan udstedes ad
administrativ Vej, henvises til den
almindelige statsretlige Opfattelse, jfr. Berlin
Statsforfatningsret II, pag. 10 i Faste
Regler paa dette Punkt har det selvsagt
været ugørligt at opstille. Hovedreglen
er, at alle egentlige Retsregler, d. v. s.
saadanne Retsforskrifter, der direkte eller
indirekte retter Paabud eller Forbud til
Landets Borgere i Almindelighed, og særlig
