saadanne, der gør Indgreb i den enkeltes
personlige Frihed og Ejendom, kun kan
gives ved Lov. Uden Betydning er det,
om den angaar Forholdet mellem Borgerne
indbyrdes eller en Borgers politiske
Rettigheder eller Pligter eller hans Rettigheder
eller Pligter i Forhold til det offentlige.
Paa den anden Side vil en Retsforskrift
naturligvis ofte retsgyldigt kunne udstedes
ved kongelig eller ministeriel Beslutning
i Henhold til Lov eller særlig Retssædvane,
som hjemler den udøvende Magt en saadan
Beføjelse.
I Erkendelse af, at mange
Retsspørgsmaal ifølge gældende Praksis henhører under
Domstolenes suveræne Omraade, har man
i Overensstemmelse med den Adskillelse
mellem den lovgivende, den udøvende og
den dømmende Magt, hvorpaa vor
Forfatning bygger, endvidere anset det for
rigtigt at bibeholde Folketingsforslagets af
Landstinget tiltraadte Regel om Forbud
mod, at en Minister foranlediger kongelige
eller ministerielle Beslutninger om
Retsforskrifter angaaende Forhold, der
henhører under Domstolenes Omraade.
Til § 8, Punkt a.
Bestemmelsen, der svarer til § 10 i Folketingsforslaget, der var tiltraadt af Landstinget, tilsigter at foreskrive Straf for en Ministers Handlen i Strid med de ham paahvilende fundamentale Pligter med Hensyn til Regeringens forfatningsmæssige Førelse.
Til § 8, Punkt b.
I de tidligere Forslag har man med Rette anset det for ugørligt at give en udtømmende Opregning af samtlige de en Minister ifølge Grundloven eller almindelig Lov paahvilende Embedspligter, med Hensyn til hvilke en Overtrædelse er mulig. Man har derfor accepteret Affattelsen i Folketingets Forslag (§ 11), blot med den af Landstinget foreslaaede redaktionelle Ændring, hvorefter Ordene „Regeringens Bevillingsmyndighed“ er erstattet med „Re geringens Myndighed til at meddele Bevillinger og Undtagelser fra Lovene“. Med Hensyn til sidstnævnte Regel henledes Opmærksomheden paa Grundlovens § 27, hvorefter Kongen dels umiddelbart, dels gennem vedkommende Regeringsmyndig beder meddeler saadanne Bevillinger og Undtagelser fra Lovene, som enten ifølge de før 5. Juni 1849 gældende Regler er i Brug, eller hvortil Hjemmel indeholdes i en siden den Tid udgiven Lov.
Til § 9.
I Folketingsforslagets § 12 fandtes en Bestemmelse om, at en Minister paadrog sig Strafansvar, naar han uden at overskride sin Myndigheds Grænser gjorde sig skyldig i aabenbart Misbrug af sin Myndighed til Skade for Landet eller til Hinder for Kongens og Rigsdagens Udøvelse af deres forfatningsmæssige Virksomhed eller til Forulempelse af Enkeltmand. En Bestemmelse som denne er næppe stærkt paakrævet; Straffelovens § 155, der foreskriver Straf for den, som virker i offentlig Tjeneste eller Hverv, og som misbruger sin Stilling til at krænke privates eller det offentliges Ret, kommer jo ogsaa til Anvendelse med Hensyn til Ministre. Da der dog maaske vil kunne tænkes at forekomme Tilfælde af Misbrug, navnlig af mere politisk Karakter, hvor den nævnte Bestemmelse i Straffeloven ikke med Sikkerhed kan antages at komme til Anvendelse, har man dog fundet det rettest at bibeholde en særlig for Ministre gældende Regel om Strafansvar i Tilfælde, hvor Ministeren har gjort sig skyldig i aabenbart Misbrug af sin Stilling, selvom han ikke har overskredet sin Myndigheds Grænser.
Til § 10.
Straffen for Overtrædelse af Loven
fastsættes i Stk. i til Bøde, Hæfte eller
Fængsel indtil 2 Aar. Saafremt Forholdet
kun er uagtsomt, er Straffen Bøde eller under
skærpende Omstændigheder Hæfte. De
tidligere Forslag foreskrev endvidere som Straf
Embedsfortabelse, hvilket var en naturlig
Følge af, at der i den da gældende Straffelov
hjemledes saadan Straf. Da man
imidlertid i den nugældende Straffelov ikke
kender Embedsfortabelse som Straf, har man
ogsaa i det foreliggende Forslag ladet
Bestemmelsen herom udgaa. Det bemærkes
herved, at Bestemmelsen i Forslagets § 1,
Stk. 2, medfører, at de almindelige Regler
i Straffelovens § 78 og 79 om Frakendelse
af Rettigheder kommer til Anvendelse.
Strafudmaalingsreglen i Stk. 2 svarer
i det væsentlige til en Bestemmelse i
Folketingsforslagets § 7, Stk. 2.
I Stk. 4 fastsættes det udtrykkeligt,
at Strafansvaret bortfalder ved Forældelse.
For at Forældelse kan indtræde, skal der
være forløbet et Tidsrum af 2 Aar efter
det Tidspunkt, paa hvilket Forseelsen er
begaaet. Endvidere skal der have været
afholdt almindeligt Valg til Rigsdagen og
være forløbet mindst 3 Maaneder efter den
nyvalgte Rigsdags Sammentræden, saaledes
