at to paa hinanden følgende Rigsdage vil
faa Mulighed for at tage Standpunkt til
Spørgsmaal om Tiltale.
Borgerlig Straffelov af 15. April 1930
§ 92, Nr. 3, bestemmer, at Forældelse med
Hensyn til Forbrydelser begaaet i offentlig
Tjeneste eller Hverv kun kan indtræde,
naar den forskyldte Straf ikke overstiger
Bøde, i hvilket Tilfælde Forældelsesfristen
er 2 Aar.
Denne Regel, der ikke ændres ved det
foreliggende Forslag, bevirker, at Forældelse
ikke indtræder, naar en Minister har
overtraadt de i Straffeloven indeholdte
Bestemmelser under saadanne Omstændig
heder, at Frihedsstraf er forskyldt.
Medens man ganske kan tiltræde, at
der ikke bør blive Spørgsmaal om
Forældelse, naar det drejer sig om alvorlige
Forbrydelser, der rammes af Straffeloven,
finder man det paalaævet, at der med:
Hensyn til de Forseelser, der omhandles i
det foreliggende Lovforslag, hjemles Ad
gang til Forældelse, saaledes at der ikke:
mange Aar, efter at Forseelsen er begaaet,
skal kunne blive Spørgsmaal om at drage
en Minister til Ansvar, maaske udelukkende
for at faa politisk Hævn overfor ham.
Til § 11.
Med Hensyn til Afholdelsen af
Statsudgifter indeholdt de tidligere Forslag
Regler om et meget strengt Erstatningsansvar
for Ministrene; var uhjemlede Udgifter
afholdt, skulde den ansvarlige Minister være
pligtig at tilsvare Statskassen „Beløbet af
den afholdte Udgift“. Yderligere fandtes
der en Regel om, at Ministrene solidarisk
skulde være ansvarlige for saadanne
Udgifter, hvis det ikke kunde oplyses,
hvem der bar Ansvaret for Udgiftens
Afholdelse,
Regler om et saadant vidtgaaende
Erstatningsansvar for Ministre paa dette som
paa andre Omraader skønnes imidlertid at
være urimelige. Tværtimod synes der at
være Hensyn, der maa føre til for Ministre
at mildne det af den almindelig
Erstatningsregel følgende Ansvar. En Minister
har ifølge sin Stilling Pligt til at handle
indenfor mange, forskellige Omraader, og
det synes urimeligt, at en selv mindre Fejl
fra hans Side skal kunne medføre alvorligt
Erstatningsansvar. Den Risiko, der er
forbundet med en Ministers Arbejde i
Henseende til Muligheden af at tilføje
Statskassen Tab, er formentlig en saadan, at
Ret og Billighed synes at tale for, at
Ministerens Erstatningsansvar begrænses til
Ansvar for forsætlige og groft uagtsomme,
skadegørende Handlinger. Man foreslaar
derfor, at en Minister skal ifalde
Erstatningsansvar overfor Statskassen, saafremt
han har handlet med Forsæt eller gjort sig
skyldig i grov Tilsidesættelse af sine
Embedspligter.
I Stk. 2 er optaget en til § 15, Stk. 2,
i Folketingsforslaget svarende Regel om
Erstatningsansvarets Bortfald, naar den
forenede Rigsdag uden Forbehold har god
kendt det aarlige Statsregnskab.
