Første Aften.
„Sidste Nat,” det er Maanens egne Ord, „gled jeg gjennem Indiens klare Luft, jeg speilede mig i Ganges; mine Straaler søgte at trænge gjennem det tætte Hegn, som de gamle Plataner flette, der hvælve sig tæt; som Skildpadens Skal. Da kom fra Tykningen en hinduisk Pige, let som Gazellen, skjøn som Eva; der var noget saa lustigt, og dog saa fyldigt fast ved Indiens Datter, jeg kunde see Tanken gjennem den fine Hud; de tornede Lianer rev Sandalerne sønder, men rask skred hun fremad; Vilddyret, der kom fra Floden, hvor det havde læsket sin Tørst, sprang sky forbi, thi Pigen holdt i Haanden en brændende Lampe; jeg kunde see det friske Blod i de fine Fingre, som bøiede sig til et Læ for Flammen. Hun nærmede sig Floden, satte Lampen paa Strømmen, og Lampen seilede ned ad; Luen viftede, som om den vilde slukkes, men den brændte dog og Pigens sorte, funklende Øine fulgte
