den kjære gamle Maane, uforandret den samme, akkurat som han saae Ud, naar han der tittede ind til mig mellem Piletræerne ved Mosen. Jeg kyssede paa Fingren ad ham, og han skinnede lige ind i mit Kammer, og lovede, at han hver Aften, naar han var ude, vilde see lidt ind til mig; det har han ogsaa siden ærligt gjort, Skade, at han kun kan blive saa kort. Hver Gang han kommer, fortæller han mig Eet eller Andet, som han har seet Natten forud, eller samme Aften. „Mal nu det, jeg fortæller,” sagde han ved sit første Besøg, „saa skal du faae en ret artig Billedbog.” Det har jeg nu gjort i mange Aftener. Jeg kunde paa min Maade give en ny „Tusind og een Nat” i Billeder, men det blev nok formange; de, jeg giver, ere ikke valgte, men komme som jeg har hørt dem; en stor genial Maler, en Digter eller Tonekunstner maa gjøre noget mere heraf, om han vil; hvad jeg viser, er kun løse Omrids paa Papiret, og imellem mine egne Tanker, thi det var ikke hver Aften Maanen kom, der var tidt en Sky eller to iveien.
