Side:Billedbog uden Billeder.djvu/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

10

gaardens Have! Hverdags Livet har ogsaa sin Tragedie, iaften saae jeg sidste Act. I den snevre Gade, dødssyg, laae hun paa Sengen, og den onde Vert, raa og kold, hendes eneste Forsvarer, rev Teppet tilside: „staa op!” sagde han, „Dine Kinder skræmme, pynt Dig! skaf Penge, eller jeg kaster Dig paa Gaden! reis Dig i en Hast!” — „Døden er i mit Bryst!” sagde hun, „o, lad mig hvile!” og han rev hende op, malede hendes Kinder, flættede Roser i hendes Haar, satte hende ved Vinduet, det brændende Lys tæt ved, og gik bort. Jeg stirrede paa hende; hun sad ubevægelig, Haanden faldt ned i Skjødet, Vinduet blæste tilbage saa een af Ruderne knak, men hun sad stille, Gardinet viftede som en Flamme om hende, hun var død. Fra det aabne Vindue prædikede den Døde Moral; min Rose fra Præstegaardens Have!”