11
Fjerde Aften.
„Jeg var iaftes paa tydsk Comedie,” sagde Maanen, „det var i en lille By; en Staldbygning var gjort om til Theater, det vil sige, Baasene vare beholdte, og pudsede om til Loger, alt Træværket var betrukket med broget Papir; under det lave Loft hang en lille Jernlysekrone, og for at den, ligesom paa store Theatre, kunde gaae op naar Soufleurens Klokke sagde sit „Lingeling!” var der indmuret over den et omvendt Kar. „Lingeling!” og den lille Jernlysekrone gjorde et Hop paa en halv Alen; saa vidste man Comedien begyndte. En ung Fyrste med sin Gemalinde, der reiste gjennem Byen, bivaanede Forestillingen, og derfor var her propfuldt Huus, kun under Lysekronen var der ligesom et lille Krater. Her sad ikke en Sjæl, Lysene dryppede, „dryp! dryp!” jeg saae det Altsammen, thi der var saa varmt derinde; alle Lugerne paa Væggen havde de maattet aabne, og fra alle Lugerne tittede udenfra ind Piger og Karle, skjøndt Politiet sad indenfor og truede med Stokken. Tæt ved Orchestret saae man det unge Fyrstepar i to gamle Lænestole, i disse pleiede ellers
