21
Ottende Aften.
Da var der tunge Skyer paa Himlen, Maanen kom slet ikke frem, jeg stod dobbelt eensom paa mit lille Kammer og saae ud i Luften, hvorfra den skulde skinne. Min Tanke fløi saavidt omkring, op til den store Ven, som saa smukt hver Aften fortalte mig Historier, viste mig Billeder. Ja, hvad har ikke han oplevet! Han seilede over Syndflodens Vande og smilte ned til Arken, som nu ned til mig, og bragte Trøst om en ny Verden, der vilde fremblomstre. Da Israels Folk stod grædende ved Babylons Floder, skuede han veemodig mellem Pilene, hvor Harperne hang. Da Romeo steeg op paa Balkonen, og Kjærlighedskysset gik, som en Cherubs Tanke fra Jorden, stod den runde Maane halv skjult mellem de sorte Cypresser i den gjennemsigtige Luft. Han har seet Helten paa St. Helena, naar han fra den eensomme Klippe skuede ud over Verdenshavet, mens store Tanker rørte sig i hans Bryst. Ja, hvad kan ikke Maanen fortælle! Verdenslivet er et Eventyr for ham. Iaften seer jeg
