28
Ellevte Aften.
„Der var en Bryllups Fest!” fortalte Maanen. „Sange blene sjungne, Skaaler Udbragte, Alt var rigt og prægtigt; Gjæsterne toge bort, det var over Midnat; Mødrene kyssede Brudgom og Brud; jeg saae disse ene, men Gardinerne vare næsten heelt trukne for; Lampen belyste det hyggelige Værelse. „„Gud skee Lov, de ere borte!”” sagde han og kyssede hendes Hænder og Læber; hun smilede og græd, hvilede ved hans Bryst, bævende, som Lothusblomsten hviler paa de strømmende Vande; og de talte bløde, livsalige Ord. „„Sov sødt!”” udbrød han, og hun drog Vinduets Gardiner tilside. „„Hvor deiligt dog Maanen skinner!”” sagde hun, „„see hvor stille, hvor klart!”” og hun slukkede Lampen, der blev mørkt i det hyggelige Kammer, og dog straalede mit Lys, som hans Øine straalede. Qvindelighed, kys du Digterens Harpe, naar han synger om Livets Mysterier!
