29
Tolvte Aften.
„Jeg vil give dig et Billede af Pompeji,” sagde Maanen, „jeg var ved Forstaden, Gravgaden, som den kaldes, hvor de skjønne Monamenter staae, hvor engang de jublende Ynglinger, med Roser om Panden, dandsede med de skjønne Søstre til Lais; nu var her Dødens Stilhed; tydske Soldater i neapolitansk Sold holdt Vagt og spillede Kort og Terninger; en Skare Fremmede fra hiin Side Bjergene, vandrede ind i Byen, ledsagede af Vagt; i mit fuldklare Lys vilde de see den fra Graven opstegne By, og jeg viste dem Vognhjulenes Spoer i de med brede Lava-Fliser brolagte Gader, jeg viste dem Navnene paa Dørene og de endnu udhængende Skildter; de saae i de smaa Gaarde Basinet til Springvandene, smykket med Muslinger og Conchylier; men ingen Vandstraale sprang, ingen Sange gjenlød fra de rigtmalede Kammere, hvor Hunden af Metal vogtede Døren. Det var de Dødes Stad, kun Vesuv tordnede endnu sin evige Hymne, hvori de enkelte Vers af Menneskeheden kaldes et nyt Udbrud. Vi gik til Venus-Templet; af Marmor er det
