39
Sextende Aften.
„Jeg kjender en Pulcinella,” sagde Maanen, „Publicum jubler, naar det seer ham; enhver Bevægelse hos ham bliver comisk, bringer Huset til at skoggerlee, og dog er intet heraf beregnet, det er hans Eiendommelighed. Da han var lille og tumlede sig med de andre Drenge, allerede da var han en Pulcinella, Naturen havde gjort ham dertil, givet ham een Pukkel paa Ryggen og een paa Brystet; det Indre derimod, det Sjælelige, ja det var riigt udstyret; Ingen fik en dybere Følelse, en stærkere Elasticitet i Aanden, end han. Theatret var hans Idealverden. Havde han været slank og velskabt, da var han paa enhver Scene blevet den første Tragiker; det Heroiske, det Store opfyldte hans Sjæl, og dog maatte han blive Pulcinella. Selv hans Smerte, hans Melancholi forøgede den comiske Tørhed i det skarpttegnede Ansigt, og vakte Latter hos et taknemligt Publicum, der beklappede deres Yndling. Den nydelige Columbine var ham venlig og god, men vilde dog helst gifte sig med Arlechino; det var jo blevet altfor comisk i Virke-
