Side:Billedbog uden Billeder.djvu/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

40

ligheden, om „Skjønheden og Dyret” forenedes. Naar Pulcinella var meest mismodig, var hun den Eneste, der kunde faae ham til at smile, ja skoggerlee; først var hun melancholsk med ham, saa lidt roligere, men tilsidst opfyldt af Spøg. „Jeg veed nok, hvad De feiler!” sagde hun, „ja det er denne Kjærlighed!” — og saa maatte han lee. „Jeg og Kjærlighed!” udbrød han, „det vilde tage sig lystigt ud! hvor Publicum vilde applaudere!” — „Det er Kjærlighed,” vedblev hun, og tilføiede med comisk Pathos: „Det er mig, De elsker!” — Ja, sligt tør man nok sige der, hvor man veed, at Kjærligheden ikke er! og Pulcinella sprang høit i Veiret af Latter; nu var Melancholien borte. Og dog havde hun talt Sandhed, han elskede hende, elskede hende høit, som han elskede det Ophøiede og Store i Kunsten. Paa hendes Bryllupsdag blev han den lystigste Figur, men om Natten græd han; havde Publicum seet det fordreiede Ansigt, da havde det klappet. — I disse Dage er Columbine død; Begravelsesdagen blev Arlechino fritaget for at vise sig paa Bræderne; han var jo en bedrøvet Enkemand. Directeuren maatte give noget ret lystigt, for at Publicum ikke skulde savne formeget den smukke Columbine og den lette Arlechino; altsaa maatte Pulcinella være dobbelt lystigt; han dandsede og sprang med Fortvivlelse i sit Hjerte, og der blev klappet og jublet: