Side:Billedbog uden Billeder.djvu/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

45

Nittende Aften.


„Jeg saae ned paa et stort Theater,” sagde Maanen, „det hele Huus var opfyldt med Tilskuere; thi en ny Skuespiller debuterede; min Straale gleed hen over det lille Vindue i Muren, et sminket Ansigt trykkede Panden op mod Ruden: det var Aftenens Helt. Det ridderlige Skjæg krusede sig om Hagen, men der var Taarer i Mandens Øine, thi han var udpebet, udpebet med Grund. Stakkels Fyr! men Stakkelen kan ikke taales i Kunstens Rige. Han følte dybt og elskede Kunsten med Begeistring, men den elskede ikke ham. — — Regisseurens Klokke ringede; — kjækt og modigt, stod der i Rollen, træder Helten frem, — frem skulde han for et Publicum, hvem han var til Latter. — — Da Stykket var endt, saae jeg en Mand indsvøbt i Kappen, snige sig ned af Trappen; det var ham, Aftenens knuste Ridder; Maskinkarlene hvidskede til hinanden; jeg fulgte Synderen op paa hans Kammer i Hjemmet. Hænge sig er en uskjøn Død og Gift har man ikke altid ved Haanden. Jeg veed han tænkte paa begge Dele. Jeg saae, han speilede det blege Ansigt, lukkede