46
halvt Øinene, for at see om han var smuk, som Liig. Mennesket kan være høist Ulykkelig, og dog høist affecteert. Han tænkte paa Døden, paa Selvmord, jeg troer, han begræd sig selv, — han græd dybt, og naar man ret har grædt ud, da dræber man sig ikke. Et heelt Aar er gaaet siden den Tid. Der var Comedie, men paa et lille Theater, det var en fattig, omreisende Trop; jeg saae igien det bekjendte Ansigt, de sminkede Kinder, det krusede Skjæg. Han saae igien op mod mig, smilede — og alligevel var han pebet ud, netop for et Minut siden, pebet paa et usselt Theater, pebet af et Usselt Publicum! — I denne Aften kjørte der en fattig Liigvogn ud af Byens Port, ikke en Eneste fulgte. Det var en Selvmorder, vor sminkede, udpebne Helt. Kudsken, som kjørte, var den eneste Ledsager, ingen fulgte, ingen uden Maanen. I Krogen ved Kirkegaardsmuren er Selvmorderen lagt, der vil Nelderne snart skyde op, der vil Graverkarlen henkaste Tjørne og Ukrud fra de Andres Grave.
