— 103 —
Efter disse manende Ord stod min Bestemmelse atter fast, og jeg skyndte mig ned til Villaen, hvor jeg traf Frk. Margrete — festlig og ung. Jeg husker den Ynde, hvormed hun modtog mig. Jeg husker hendes røde Læber og friske Teint. Jeg ved, at jeg paa en sandelig pompøs Maade skildrede mine Følelser. Jeg talte indtrængende og halvsagte — nu og da hørtes en Vinløvsgrens Slag mod Ruden — og jeg fremførte min bange Bøn uden at se paa hende. Da jeg tilsidst brat sluttede, havde jeg Taarer i Øjnene.
Der blev en lille Pause, men snart rejste hun sig og udbrød:
»Jeg føler mig saa underlig bevæget. De har jo virkelig gjort et ikke ringe Indtryk paa mig, men jeg kan ikke svare Dem i Dag, jeg er altfor betaget af Deres Ord. Men De kommer jo nok herned i Morgen. De maa komme i Morgen, hører De!«
Og med et undseligt Blik tilføjede hun:
»Hvor kan jeg svare Dem nu straks. Jeg kender jo slet ikke mine Følelser.«
