— 109 —
taget fra mig; de er ganske uden Værdi. — Lad dette Brev være det første, jeg sender Dem.
Ti naar jeg tvinger mig til at tænke paa den sidste Maaned, glider mine Tanker uvilkaarligt endnu længere tilbage og standser først ved Dem. De er dog det smukkeste Minde, jeg ejer. Hvor rig var ikke den Morgen, vi mødtes, hvor fattig ikke den Aften, vi skiltes. Og mellem denne Dæmring og dette Tusmørke ligger en straalende, solskinsfyldt Dag. — Henrykt er jeg over, at De føler alt dette paa samme Maade som jeg.
Jeg forstaar slet ikke, at jeg dengang rejste bort fra Dem. At jeg forlod København forstaar jeg grumme godt. Men Dem! Hvor rart havde vi det ikke sammen. Paa hvilken fin Maade forstod De ikke at hygge om os. Med Deres Intelligens, Deres kvindlige Taalmodighed og Deres Ynde, gjorde De min Ungkarletilværelse ejendommelig og lykkelig.
Jeg ved ikke, om jeg følte den Lykke som altfor magelig for min Natur, eller det var Frygten for at blive bunden, der førte
