— 108 —
Dyd og gode Sæder — og De fortalte disse Historier saa morsomt og saa rørende, medens Stemmen dirrede af Forstaaelse; nu og da lo De og strøg kælent med Haanden over Sofaens Fløjl — hvilket forresten syntes mig at krænke Traditionens Hellighed.
Ogsaa det sirlige Rokoko-Sybord med den bredbladede Begonie, der klappede Deres Kinder, naar De bøjede Dem frem — husker jeg. Og jeg fornemmer endnu den prikkende Duft af Røgelse, som altid bølgede mellem de hvide Gardiner. Ak! det er saa sødt at fanges i Erindringens Net.
Hvem ved, maaske vender jeg tilbage. Maaske kommer jeg en Dag træt og forblæst og beder Dem om Husly. Jeg ved jo, De vil lukke mig ind, naar jeg banker paa Deres Dør.
Desværre maa jeg foreløbig nøjes med at skrive. Jeg har meget at sige Dem, som endnu ikke er sagt. Jeg vil fortælle Dem om mig selv!
Dog — kære Veninde! Først maa De love at brænde alle disse taabelige Ferieudgydelser, De i den sidste Tid har mod-
