— 112 —
paa samme Maade som Stilheden forstærker et Raab, saaledes forstørrer Ensomheden ens ubetydeligste Tanker og Længsler og gør dem næsten majestætiske. Men saavidt jeg kan huske, har min Tilbøjelighed for Frk. Frank ikke været stor. Tværtimod — jeg har ofte følt mig noget (i alt Fald en lille Smule) irriteret over hendes naivt-forlorne Uskyld. Men Herregud, kære Veninde, jeg tog mig af hende.
Vi har spaseret nogle ganske uinteressante Ture sammen. Som Adam og Eva vandrede i Edens Have under Guds altid vaagne Blik, saaledes har vi vandret under Dr. Franks Faderøje. Men jeg forstod snart, at hendes Hjerte vanskeligt kunde blive mit, hvilket sandelig ikke gjorde noget dybere Indtryk paa mig. Saa pludselig en Dag fik jeg Brev fra hende — hun vilde tilbringe Natten sammen med mig! Naturligvis satte dette mig i en vis mandfolkelig Ekstase.
Her tror jeg, det var, mine Dagbogsoptegnelser standsede, og De har ikke hørt fra mig senere. Egentlig forekommer det mig ogsaa ganske latterligt at beskæftige sig
