— 115 —
Saa gik jeg ned i Gæstestuen.
Idet jeg traadte ind, hørte jeg Hvisken og Latter. Jeg saa mig om i Stuen; den var stor med Tværbjælker i Loftet.
Frk. Margrete var aabenbart ikke her. Der sad kun et enligt Par henne i Sofahjørnet og stak Hovederne sammen. Men da jeg vilde til at gaa igen, rev Parret sig løs fra hinanden. Jeg opdagede Frk. Margretes sorte Haar bag en Mands bøjede Arm og hørte hendes Latter.
Derefter rejste Manden sig og gik nærmere.
Det var Maleren.
Jeg stod forstenet af Raseri. Men han gik rolig helt hen til mig og slog mig paa Skulderen.
»Nu skal De have Tak,« sagde han og rakte mig Haanden, »fordi De har været saa elskværdig at føre min lille Margrete herhen. Vi rejser om en Timestid til Kjøbenhavn. De kan godt gaa hen og sige Farvel til Frøkenen.«
Jeg kunde have Lyst til at forbigaa den Scene, der nu fulgte.
