— 11 —
Hør mig — jeg beder om Deres Venskab: Venskabet er Fortrolighedens blide Land, der ikke kender forbudne Frugter; Venskabet er som en blomsterduftende Urtegaard, gennemsvævet af Lykkens brogede Sommerfugle. Hvorfor saa købslaa om vore Hjerter? Nej, i Venskabets Vidunderland skal vi i Fællesskab nyde Naturens omskiftelige Skønhed, Dagenes Poesi og Kunstens Liv. Og aldrig skal den Dag komme, da Kerubens flammende Sværd lukker Portene bag et tabt Paradis.«
Saaledes talte jeg. Og derefter bøjede De Hovedet, vendte Ansigtet fra mig — og græd.
Jeg spurgte Dem ikke, hvorfor De græd. Det behøver man nemlig ikke overfor Kvinder: De undlader ikke at fortælle én det selv.
Naturligvis: De elskede mig, De havde elsket mig længe, De vilde altid elske mig.
I det Øjeblik følte jeg ikke en Gang Venskab for Dem. Deres fine Sikkerhed var brudt, Deres ellers saa stolte Blik var usikkert.
