— 12 —
»Det forbavser mig,« sagde jeg, »og det ærgrer mig. Ti i saa Fald havde jeg ikke behøvet at anstrænge mig for at vinde Deres Venskab; nu vinder jeg det nemlig aldrig!«
Og saa gik jeg.
Dette er vor Lidelseshistorie i ét Bind. De vilde beholde mig for Deres egen Mund og paatvinge mig det gode Selskabs medlidende Omtale, medens jeg Vilde gøre Dem til en Mands lykkelige Fortrolige.
Nu skriver jeg til Dem herovre fra Ensomheden. Fra dette Dydens Paradis, der ligger langt udenfor Deres erotiske Horisont, skal jeg nu og da sende Dem smaa Epistler. Jeg vil fortælle om de stærke og sunde Følelser, Landluftens Renhed vækker i mig. Ti jeg føler mig som et nyt Menneske herovre, hvor alt er saa uberørt og højtideligt.
En Ting maa De imidlertid love mit svage Menneskehjerte: Send aldrig Breve eller andre Lokkemidler til mit Eksil. Det er spildt Ulejlighed. Jeg aabner intet Brev, selv ikke Deres og — jeg samler ikke paa Frimærker.
