Side:Breve fra Ensomheden.djvu/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst


14 JUNI.

Kære Veninde. — Jeg er nu kommen ud og har faaet set mig om. Jeg kan ikke sige andet, end at Vorherre har været mild og naadig ved denne Egn. Den ejer for mig noget af hin sarte, yndefulde Skønhed, hvormed visse syttenaarige, halsmagre Kvinder virker. Den altid farende Vind, den ensartede, lyngbrune Farve giver Landskabet en Friskhed og Ungdom, som sjællandske Landskaber plejer at mangle.

Dette interesserer Dem vel mindre. De holder selvfølgelig mest af Bøgeskoven med dens Smuthuller, hvor man kan være ene med sine Tanker og sin Verdenserfaring. Selvfølgelig elsker De det langsomt duvende Korn, der bølger som Deres eget Bryst.