Side:Breve fra Ensomheden.djvu/21

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

— 17 —


som bragte min tungt fordøjende Natur ganske fra Koncepterne.

Jeg følte mig næsten overflødig i den glade Stimmel og var ondskabsfuld nok til at haabe, at Regnen, som truede, vilde ødelægge det hele; men den Gud, som plejer at beskærme de ensomme, vendte mig Ryggen, og Regnen udeblev.

Ballet blev som sagt holdt i Krohaven, der vender ud til Fjorden og foruden en halv Snes forkrøblede Træer udmærker sig ved en Pavillon, som bestaar af et paa fire slanke Pæle hvilende spidst Tag.

I denne Glædens Hal blev der danset, lét og musiceret — under osende Tranlampers Skær.

Som en klog General havde jeg trukket mig tilbage til mit Værelse, da Fjenden rykkede ind i den lille By. Jeg hørte Vognrummel og glade Stemmer; jeg mærkede mit Gulv ryste under Bøndernes Trampen nede i Gæstestuen. Desværre maa jeg tilstaa, at jeg en Gang imellem, naar Tiden faldt mig lang, aabnede mit Vindue og kiggede ud; men de maabende Ansigter og