— 31 —
Aar! De ved, jeg har et Hus og en Have! Man har maaske endog vist Dem disse Herligheder! — Naa ja. Saa kender De mig jo ud og ind! — Godnat, min Herre.«
Jeg ventede et Øjeblik noget overrasket. Han havde sat sin Hat tilrette og fundet sin Stok frem bag Gravstenen og stod nu og nikkede et Par Skridt fra mig.
»Skal De ikke tilbage til Byen?« forsøgte jeg.
»Jo, jeg skal,« sagde han. »Men jeg sætter ikke Pris paa at faa Følgeskab.«
Naturligvis blev jeg yderst forbittret. Og denne Forbittrelse blev ikke mindre, da han uden nogensomhelst Afsked straks derefter begyndte at gaa. Men da han havde gaaet et Øjeblik, fulgte jeg alligevel ganske mekanisk efter. Jeg ved ikke selv hvorfor. Og medens jeg bandede hans frastødende Optræden, greb jeg mig i at beundre hans ranke Holdning og hele kraftige Skikkelse.
Da vi havde gaaet omtrent fem Minutter i Tavshed, vendte han sig pludselig om imod mig, og medens han gik de fire—fem første Skridt baglængs, begyndte han:
