— 46 —
Fald — jeg mener, hvis De ikke vil love mig denne Ubetydelighed — kan vi med denne Modvind, vi nu har, gerne sejle i flere Dage, før vi naar ind.«
Jeg sprang op.
»Selvfølgelig aflægger jeg aldrig et saa meningsløst Løfte. Desuden skulde det kun glæde mig at tilbringe nogle Dage paa Søen i Deres elskværdige Selskab.«
Maleren saa paa mig med et haanligt Smil og lagde Rorpinden bagbords. Jeg fandt Situationen nærmest komisk og satte mig filosofisk tilrette i Forstavnen. »Den menneskelige Skinsyge,« sagde jeg flere Gange beroligende til mig selv, »er et sjæleligt Fænomen, der kun kan vække Latter. Maleren er skinsyg og altsaa en ganske latterlig Person.«
Imidlertid kom vi Fjordmundingen nær. Strømmen blev stærkere, da Kysterne her nærmede sig hinanden. Om faa Minutter vilde vi være i aaben Sø.
Pludselig slog den Tanke mig, at Maleren virkelig kunde falde paa at udføre sin Trusel.
