— 49 —
gode Baad og min paatagne Ligegyldighed for ham vil nok en skønne Dag friste ham til en lille, uskyldig Afveksling i hans Vaneliv. Og har jeg ham først herude, hvor Søen skummer, skal han ikke slippe saa forbandet helskindet som — — skønt det rager jo aldeles ikke Dem!«
»Naa, det er altsaa dertil, De bruger Deres Baad,« sagde jeg og maalte Afstanden fra Baaden til Land.
»Ja,« sagde Maleren og lagde til ved Bolværket. »Den Baad har altid været min bedste Ven.«
Da Fortøjningen var i Stand, fulgtes vi ind til Bredden.
»Nu kan De gaa Vejen hjem langs Stranden,« sagde han kommanderende. »Jeg har Forretninger paa den anden Side af Tangen.«
Og han forlod mig, efter at vi tavse havde trykket hinandens Hænder.
Jeg blev staaende og stirrede efter ham, indtil han var ude af Syne. Et Øjeblik efter sneg jeg mig op paa en nærliggende Bakke, hvorfra
