— 69 —
Jeg følte mig svimmel. Frk. Margrete havde ganske beruset mig. Men heldigvis forstod jeg, at jeg var ved at blive fangen i et Næt af fint lagte Snarer.
Jeg rejste mig derfor og bød Farvel.
Baade Doktoren og Frk. Frank udbrød beklagende:
»Skal De virkelig allerede gaa?«
»Ja!« sagde jeg bestemt. »Det er nødvendigt, ganske nødvendigt; der er hjemme noget Arbejde, som venter mig.«
De fulgte mig begge under livlig Samtale, helt ud til Havelaagen. — De sidste Ord jeg hørte, kom fra Frk. Frank:
»Saa glæder jeg mig til vore Spasereture.«
Jeg vinkede med Hatten, medens mit Ansigt lyste i Smil. Da jeg vendte mig om og gik op ad Vejen, følte jeg mine Knæ ryste og mit Hjerte banke.
Saasnart jeg havde slæbt mig op paa den store Banke, saa jeg mig endnu en Gang tilbage. Villaen dernede syntes ensom og forladt som en Tornerosehave. Uvilkaarlig rettede jeg min Ryg: jeg kunde jo være
