— 79 —
og inderligt, vilde det maaske lykkes mig at gøre hende tilfreds, men ikke henrykt. Hertil hører nemlig først og fremmest en tilrettelæggende Intelligens, der forstaar at tumle med Poesiens Islæt.
Men nu da jeg — kølig, iagttagende, beundrende, sværmerisk — selv vil kunne lægge hvert Skridt tilrette for hendes Kærlighed, tør jeg haabe paa saa smukt et Resultat, at Dr. Frank ikke forgæves skal have talt om de Minder, jeg kommer til at bære med mig hjem fra min Ensomhed. Hun skal i den korte Tid, der forener os, lære Elskovens højeste Salighed og dybeste Svimmelhed at kende.
Og nu Dr. Frank. Behøver jeg at retfærdiggøre ham? Indeholder hans til det yderste konsekvente Optræden ikke en Art Selvforsvar? Naar hans Datter er det eneste levende Væsen, han elsker og omgaas, hvorfor skulde han saa ikke søge paa enhver Maade at binde hende til sig. Doktoren havde ikke ganske Uret, da han talte om mit ungdommelige Blods Opbrusen. Efter nøjere Overvejelse er jeg virkelig kommen
