— 83 —
Maleren forleden landsatte mig. Herfra stirrede jeg længe udover det blaaligt smilende Vand, der af den nære Kyst laa indrammet med sorte Skove. Ak, det blaa Vand under de sorte Skove! En pludselig Idéassociation fik mit Hjerte til at banke.
Snart efter var jeg oppe ved Villaen. Udenfor denne sad ved Vejgrøften en Kone med et Barn ved Brystet. Begge sov, og over Konens Ansigt laa et lykkeligt Smil. Da hun netop vaagnede, idet jeg gik forbi, tog jeg min Portemonnaie op. Den indeholdt ingen Smaapenge. I min Forlegenhed rakte jeg hende den Lykkeskilling, der havde været min tro Ledsager i et Par Aar. Man bliver overmodig i Foraar og Sol udenfor det Sted, hvor Lykken venter én.
Dr. Frank lukkede mig ind, efter at jeg havde rusket i Havelaagen et Par Gange. Han saa smilende op og ned ad mig:
»Det var da rart, De vilde se herned. Jeg har ventet Dem. Jeg vidste jo nok, De vilde komme.«
Derefter førte han mig ind i det samme Værelse, vi havde opholdt os i forleden.
