87
uforbeholdent som nogensinde. Men ved denne Hengivelse beredte hun mig ofte Marter. Thi hvad der for hende var fuld Sandhed og Virkelighed, var for mig kun Forfængeligheders Forfængelighed. Hendes og min Kjærlighed vare to meget forskjellige Ting.
En kort Tid levede vi saaledes sammen; da lagde min Moder sig atter derimellem og foreholdt mig, hvad Fornuften og Anstanden fordrede: — Hun maatte have Ro og Frihed til at udvikle sig; ellers vilde det aldrig gaa godt med et saa fiint og skrøbeligt Væsen. Desuden vilde hun ved en daglig og i den Grad fri Omgang med mig snarest komme til at føle for mig som en Søster, og dermed var jeg dog ikke tjent. Ikke at tale om, hvad der under saadanne Omstændigheder var passende og sømmeligt. Jeg maatte herefter bo og leve for mig selv; vilde jeg dertil gjøre mig lidt kostbar med mine Besøg, var det saa meget desto bedre. Forøvrigt turde jeg gjøre mig saa behagelig og nødvendig for hende, som jeg vilde og kunde. Men det hellige Løfte maatte jeg aflægge, ikke at tale til hende om Kjærlighed førend efter det fyldte syttende Aar. —
Min Moder var uimodstaaelig; jeg aflagde Løftet og flyttede. I det Hele saae jeg min Fordeel og følte mig tilfreds med Forandringen. Lili var tilbage i sin Udvikling, og havde aabenbart ikke havt godt af at leve saaledes under min Aande. Jeg paa min Side fik fra nu af ligesom bedre Syn paa hende og fandt hende dobbelt dejlig. Jeg mærkede ogsaa tydelig, hvorledes
