Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/113

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

99

jeg ved slige Lejligheder gjorde mig saa uskyldig, som jeg formaaede, for ikke at fordærve Spillet for mig selv og Andre.

Denne Interesse har jeg beholdt, og gaaer endnu stadig efter den. At det her er en piinlig Interesse, følger af sig selv; i Helvede er jo Alt forbundet med Pine. Ogsaa her florere Thee- og Kaffeselskaberne, inclusive Sladderen. Naar Man i Verden vilde betegne noget rigtig tyndt og slapt, kaldte Man det Theevand. Men det tyndeste Theevand i Verden er dog altid en stærk Drik mod den Thee og Kaffe, Man ved disse Selskaber faaer iskjænket. Men Sladderen har Intet tabt ved at gjøre den store Overfart; tværtimod, alle Tungebaand, selv de strammeste, ere her blevne løste. Som Man betegnende siger i Verden: Ævret er ganske opgivet. Der er Intet saa ondt, saa skammeligt, saa hemmeligt, at det jo bliver draget frem blandt disse Sladdersøstre, naar de ret ere komne i Hede. De vise sig ligesom inspirerede; den Ene overbyder den Anden i giftigt Opspind og Skandale. Men herved er der den store kritiske Mærkelighed, at, naar den gode Dame er kommen allerbedst igang med at bagtale Andre, slaaer det pludselig om for hende, og hun begynder uvilkaarlig at tale ondt om sig selv. Forgjæves strider hun imod; hun er nødtvungen til at røbe sit eget Livs Hemmeligheder, endog de skjulteste og skjændigste. Med inderlig Skadefryd gotte da de kjære Søstre sig over hende; de blinke til hverandre, bide sig i Læberne, ere af Glæde nærved