Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/114

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

100

at gaa fra Samlingen. Men kun til et vist Punkt holder denne Glæde ud, indtil nemlig Turen kommer til dem at fortælle; de give da, meget imod deres Villie, Vedkommende den bedst mulige Revanche.

Jeg kommer ligefra et saadant Kaffeselskab, og føler mig oplagt til at anføre et Par karakteristiske Exempler.

Hun havde meget smukke Træk, den Dame, som havde Ordet, skjøndt hun ikke var ganske ung længer. En mindre fiin Sands vilde udentvivl have kaldt hende en Skjønhed. Livserfaringen kan give et meget smukt Udtryk baade hos Mænd og Kvinder; men hos Mange, navnlig Kvinder, efterlader den kun et vist Udtryk af Frækhed, som ingenlunde er smukt. Dette Udtryk havde Fortællerinden.

— Igrunden, kjære Veninder, — tog hun med en affekteret Skjønhedsmine tilorde: — burde Man sletikke tale om sin Næste. Saavidt jeg veed, gives der endog et Bud, som ligefrem forbyder det. Men, siden I spørge mig om dette underlige Par, som nys gik forbi, ikke uligt en Buldog parret med en Hejre, saa vil jeg i Korthed fortælle, hvad jeg veed om det. Manden var een af de lidenskabeligste, for ikke at sige største L'hombrespillere i Verden. Endog paa Dødslejet maatte han have sit Parti. Han døde midt i en L'hombre. — Pas! — sagde han, og drog sit sidste Suk. Om Bêterne bleve opgjorte, veed jeg ikke. Men det veed jeg, at hans efterladte Hustru i den Grad var ømt bevæget i sin Smerte,