105
Værelserne, at sige de, Man fik at see, bare, ligesom det gammeldags Møblement, endnu Spor af fordums Glands; Man havde imidlertid hist og her været nødt til at slikke paa Herligheden, og det gjorde en meget uheldig Virkning. Forværelset og Vestibulen vare fulde af Lakajer, som foruden Livreet, de havde paa, intetsomhelst Godt nøde af Herskabet, hverken Kost eller Løn. De levede udelukkende af, hvad de kunde afpresse de Fremmede, som besøgte Fyrsten, i buono mano, det betyder: Drikkepenge. I Gaarden fandtes en med det fyrstelige Vaaben og Forgyldning og Kvaster prangende Ekvipage med et Par gamle Blodsheste, som endnu knejsede nok saa stolt. Man kjørte aldrig ud uden at have to eller tre af de livreeklædte Dagdrivere hængende bagpaa Vognen.
Det var det Ydre. Men nu det Indre, mine kjære Veninder, en mere indskrænket Huusholdning, en mere lurvet Levemaade kan ikke tænkes. Til det egentlige Huusliv havde kun to fortrolige Tyender Adgang, en gammel Tjener og en gammel Kammerjomfru, begge isærdeleshed helligede Fyrstindens Tjeneste. Det skulde være en Hemmelighed for Alverden, men blev det ikke for mig. Den gamle Tjener var Huushovmester i et ganske tomt Huus; den gamle Kammerjomfru var Kokkepige i et Huus, hvori der ikke gaves Andet at koge end Kaffe og Chokolade. Naar Maaltidets Time var forhaanden, bleve Dørene lukkede. Den betroede Tjener listede sig ad Bagtrappen ud i Byen, og kom snart igjen
