119
Glands. Et forunderlig stærkt Indtryk gjorde dette Syn paa min barnlige Sjæl. Udentvivl havde jeg mangen Gang tidligere seet Stjernerne; men, naar jeg nu gjenkalder mig Indtrykket fra hiin Time, er det mig udtrykkelig, som om jeg denne Aften for allerførste Gang saae Stjernerne paa Himlen. Jeg vilde naturligviis have at vide, hvad Stjernerne vare, og hvad der var bagved Stjernerne. Tante Betty forklarede mig da, at hisset oppe var den himmelske Faders Huus med de mange Boliger i en ubeskrivelig Herlighed. Did vilde ogsaa jeg engang komme op, naar jeg som et fromt og godt Barn havde levet herpaa Jorden.
Det fandt jeg meget smukt og frydeligt; men det stillede mig ikke tilfreds. Jeg maatte have nøjere Besked; jeg forlangte udtrykkeligt Svar paa mine Spørgsmaal. En Anden vilde udentvivl være kommen i Forlegenhed med mig; men Tante Betty havde for riig en Indbildningskraft til let at komme i Forlegenhed for et Svar eller en Forklaring. Hun fortalte da videre, at bagved Stjernerne var der en uhyre stor, over al Forestilling prægtig Sal. Der sad Gud Fader paa sin Herligheds Trone med Sønnen ved sin højre Haand. Men midt i Salen stod der et Juletræ, højere end de højeste Bjerge paa Jorden, fra Øverst til Nederst bedækket med Lys og kostelige Julegaver. Rundtom Juletræet dandsede de fromme og gode Børn, der nu vare blevne Engle og Guds egne Børn. Det var en Glæde og Jubel uden Lige! Medens Børnene dandsede rundt
