142
rigtig klart for mig. Jeg forestiller mig, at Rabulisterne omtrent ere det Samme i Jura'en som Encyclopædisterne i Theologien. Lovtrækkerarbejderne nævner jeg kun for at sige, at de findes baade af en Fiinhed og en Plumphed, som virkelig ere forbausende, hvilken af begge mest, er umuligt at sige. Det forstaaer sig af sig selv, at der indtræffer det ene Læs af skammelige Processer efter det andet; deres Akter ophobe sig ligesom til Bjerge. Man maa højlig undre sig over, hvor Verden har faaet Øjne nok fra til at arbejde sig derigjennem. De udgjøre her ligesom en stor Mødding; men den Ager sindes ikke, som den er bestemt til at gjøde. I Verden satte den hele sin Kraft til. Der gives neppe et Sogn i Verden, uden at det jo har sin Blodager.
I Kritikens Fag have vi fuldtop af alleslags skammelige Recensioner, Produkter af Uvidenhed, Nid, letsindig Skadefryd eller den rene Ondskab. Det er en bekjendt Ting, at Recensenterne ere et ganske besynderligt Folkefærd, ved hvilket der kun er lidet Menneskeligt, for saa vidt nemlig, som Intet ligger deres Natur fjernere end Humaniteten. Nogle paastaa, at Man nødvendigviis maa være Misanthrop forat afgive en god Recensent. Det er dog vist for meget sagt. Andre komme udentvivl Sandheden nærmere, idet de fastholde, at der hører en god Portion Cynisme til; thi bidske og gridske og nidske ere Recensenterne rigtignok i høj Grad. Medens jeg levede i Verden, dannede jeg mig min egen Mening om dette Folk, jeg skal dog ingen-
