Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

2

jeg mig for at kalde den tilbage, eller dog i det Mindste noget af den, som jeg i min Hjerteangst tænkte. Thi jeg havde i denne forfærdelige Nød ikke det Mindste at holde mig til. Jeg vilde have grebet efter et Halmstraa som en Frelsens Bjælke. Men min konvulsivisk famlende Haand fandt Intet, Intet! — Intet — det er et frygteligt Ord. Jeg kjender kun Eet, som er endnu frygteligere: — For silde! — Under stedse stigende, ubeskrivelig Angst udtømte jeg forgjæves mine sidste Kræfter.

Men, hvad jeg ikke søgte, det laa lige fremme, hvor jeg vendte mig hen, det paatrængte sig mig med en Klarhed, Kraft og Fuldstændighed, som var uden Exempel: det Liv, jeg havde ført, og nu om faa Øjeblikke tilendebragt. Kun lidet Godt havde jeg gjort, men meget Ondt; det stod ligesom malet for mine Øjne. Kun for mig selv og i mine Lyster havde jeg levet. O, forfærdelige Sandhed, — det var ikke Livets, men Dødens Vej, jeg havde vandret næsten lige fra Begyndelsen! Og nu laa jeg der, som et Offer for min egen Daarskab, elendig, uden Redning fortabt! Alle mine Synder stode for mig, blodig røde; men det var for silde at angre dem. Jeg havde i denne Stund ikke længer Begreb om, hvad det var, at angre. Jeg var Fortvivlelsens Bytte.


Endnu ikke halvtredsindstyve, Aar, i Besiddelse af alle Midler til Nydelse, og allerede dø, det forekom mig