3
umuligt, og paa samme Tid fornam jeg dog, at jeg havde Døden i mig. Og Døden omgav mig trindt omkring. Jeg følte den i Sygeværelsets Halvmørke, jeg saae den ide mig omgivendes Ansigter, jeg hørte den i den herskende Stilhed. Det var en rædselsfuld uhyggelig Scene. Og der laa jeg som Scenens Hovedperson, paa hvem Alles Øjne vare rettede, efter hvis Aandedræt alle Øret lyttede. Døden gjennemiisnede mig; det var mig, som om jeg allerede laa i Graven, — levende begravet!
Kun een eneste Trøstegrund lykkedes det mig i denne min Sjæleangst og Kval at hitte paa: — Det vil dog ikke komme til at gaa dig værre end de fleste Andre. — Maaskee er Intet mere skikket til at betegne min Elendighed end det Elendige i denne Trøstegrund. Min Ulykke var jo netop, at jeg havde vandret med de Fleste.
Men hvad nytter det, at jeg skildrer denne min sidste Kamp? Ingen levende Sjæl vil dog kunne forstaa, hvad jeg leed, inden jeg gav slip paa Livet. Jeg havde Helvede i mig. — Nej, Helvede var endnu forestaaende.
Endelig, endelig maatte det briste. Jeg aabnede endnu engang mine Øjne, og saae i de Omstaaendes Ansigter den Forfærdelse afspejlet, som lod sig tilsyne i mit eget! Et dybt, stønnende Suk, jeg strakte mig konvulsivisk ud, og var ikke mere.
