4
Det var en uforklarlig Fornemmelse. Hvorledes var det mig? Døden bævede endnu igjennem hele mit Væsen; men jeg følte mig udløst, fri, lettet. Min Bevidsthed var et Øjeblik ligesom udslukket; men i samme Nu dæmrede den atter langsomt frem. Hvor var jeg? — Taage og Mørke, Øde og Tomhed omgave mig trindt omkring. Jeg kalder det Mørke. Mørk var den dog egentlig ikke, denne uhyggelige Taageverden, hvori jeg befandt mig. Thi jeg saae, skjøndt ingen Lysstraale faldt imit Øje. — Min første Fornemmelse var en gjennemtrængende indre Kulde; Gysen paa Gysen gik igjennem mig, og Tænderne sloge sammen i min Mund. Min næste Fornemmelse var en usigelig Vammelhed og Kvalme. Hvad Man i Verden plejer at kalde Hjerteondt, var dog meget langt fra denne Fornemmelse. — Hvor var jeg? Uvilkaarlig faldt mig den gamle Historie ind om den rige Mand, som foer heden, og opvaagnede i Pine. Skulde jeg maaskee være denne rige Mand? Men om ham fortælles jo, at han vansmægtede efter een eneste Draabe Vand. Altsaa havde han det med Hede. Men jeg var langt fra at have det for hedt; jeg tværtimod frøs og gjøs, saa at mine Tænder klapprede. — Tænders Gnidsel! — derom er der jo ogsaa etsteds Tale. Ja, det stemte. Men ogsaa det Andet, med den fortærende Ild, var Sandhed, o, frygtelig Sandhed; det skulde jeg snart komme til at erfare.
Min egentlige Selvbevidsthed rørte sig dog først i
